Børnenes U-landskalender
Børnenes U-landskalender er et samarbejde mellem Danmarks
Radio, Danida og danske børn med det formål at skaffe penge til
projekter for børn i u-landene.
Ved at købe Børnenes U-landskalender har danske børn og
deres forældre i mere end 40 år støttet børn, hvis opvækst og
fremtid er truet af fattigdom. pengene er blandt andet gået til
skolegang, lægehjælp og til at hjælpe forældreløse børn.
Børn i grønne oaser
Overskuddet fra salget af Børnenes U-landskalender 2006 skal
gå til at skabe skolegang og bedre miljø for etiopiske børn i
Entoto uden for Addis Ababa.
Det er AC Børnehjælp - en privat hjælpeorganisation, der siden
1991 har arbejdet med at hjælpe børn i Etiopien, der står for
projektet. De vil sammen med deres lokale samarbejdspartner,
IFSO, skabe 10 “oaser" i Entoto-området, hvor børn kan
modtage grundskoleundervisning og deltage i miljøbevarende
aktiviteter.
Indsats for miljøet
Projektet vil også involvere forældrene. En stor del af børnene
fra Entoto går i dag ikke i skole, fordi deres forældre har brug
for deres arbejdskraft. De fleste forældre arbejder som
brændesamlere – en aktivitet, der ødelægger miljøet i
bjergområdet. For at få børnene i skole og redde miljøet er det
derfor planen, at projektet skal arbejde på at skabe alternative
indkomstmuligheder for forældrene. I et område rundt om oase-
skolerne skal forældre oplæres i dyrkning af grøntsager og
undervises i aktiviteter som hønsehold, biavl, forarbejdning af
mælk og andre alternative indkomstmuligheder.
Oaserne skal derudover også give plads til små planteskoler,
hvor et antal unge “træforvaltere" skal dyrke træer til
udplantning i området, og undervise lokalsamfundet i
miljøbevaring.
For at projektet skal have så stor virkning som muligt, er det
tanken, at de lokale samfund i høj grad skal deltage i alle vigtige
beslutningsprocesser undervejs.
Til danske børn
I forbindelse med projektet producerer DR-TV tre film for børn
om etiopiske børns liv. Filmene vil blive vist på DR-1 i løbet af
efteråret 2005.
Danida har udgivet et bogmateriale for børn “Geden med det
røde øje" for de 6-10 årige. Bogen kan bestilles her på
hjemmesiden.